Jurist indenfor personskadeerstatning

Julie er glad for at være i en organisation, hvor der er fokus på rummelighed, work-life-balance og det sociale arbejdsmiljø. For hvis det sociale ikke fungerer, trives hun ikke i sit arbejde.

Julie er uddannet cand.jur. og har arbejdet i Civilstyrelsen siden 2019. Julie startede som studentermedhjælper og blev derefter ansat som fuldmægtig i Erstatningsnævnets sekretariat. Julie har tidligere arbejdet med personskadeerstatning, så det var et oplagt valg for hende at søge mod Civilstyrelsen, og så er hun glad for at være i et hus med mange jævnaldrende kollegaer.

Civilstyrelsen er et hus med mange unge mennesker, og vi har et godt kollegialt fællesskab. Da jeg var færdig på studiet, var jeg lidt nervøs for at lande i et job med mange kollegaer, der måske var et helt andet sted i livet. Så det har været en god overgang fra studiemiljøet til Civilstyrelsen.

Det daglige arbejde

Til dagligt arbejder Julie med sagsbehandling i Erstatningsnævnets sekretariat og hun nyder at sidde blandt kollegaer, der er så fagligt dygtige.

Den høje faglighed og de dygtige kollegaer giver en helt særlig motivation. Vi kan også sparre med landsdommere, og det er vildt fedt fortæller Julie, der også lægger vægt på udviklingsmulighederne i Civilstyrelsen. Hun nævner, at hvis man har lyst, kan man prøve kræfter med andre juridiske sagsområder på et af de andre kontorer.

Arbejdsmiljøet

Julie fortæller at der er en stor fleksibilitet i Civilstyrelsen, som giver en god balance mellem arbejdslivet og privatlivet. Derudover er der mange, som pendler fra Århus, hvor hun også selv bor.

Vi er tre piger, der kører sammen fra Århus til Viborg hver dag. Det har virkelig givet et godt sammenhold, fordi jeg også har lært dem at kende uden for kontoret.

Job & karriere